Vestegnen øver sig på SINE inden terrorøvelse

Print

Beredskaberne i Københavns Vestegns Politi øver sig på kommunikationen på SINE inden terrorøvelse.

Publiceret: 09.04.2014

Hvad er retningslinjerne for kommunikationen på radionettet SINE ved store ulykker? Hvem laver netskitserne for den tværgående kommunikation, og hvor mange skal der laves? Det var nogle af de spørgsmål, der blev drøftet på en kommunikationsøvelse hos Københavns Vestegns Politi i marts. Øvelsens formål var at give kredsens beredskaber de bedste forudsætninger for at gennemføre en stort planlagt terrorøvelse i september.

Networking godt for samarbejdet

- Vi har valgt at indkalde ledelsen hos alle beredskaber for at gøre dem så skarpe som muligt på SINE inden terrorøvelsen til efteråret. Ved at samle beredskaberne fysisk på ét sted åbner vi for networking, og det har positive effekter på vores måde at samarbejde ved virkelige hændelser, siger Kim Erik Hansen, der er vicepolitiinspektør og leder af vagtcentralen i Københavns Vestegns Politi.

Drøftelser på tværs af sektorer

Under øvelsen bliver deltagerne inddelt i grupper på tværs af beredskaberne. Her skal de forholde sig til forskellige scenarier, der, i takt med at situationen eskalerer, ændrer sig og kræver større forståelse for kommunikationen på SINE. Gruppearbejdet sætter gang i drøftelserne på tværs af sektorerne, og der bliver tegnet netskitser på store tavler.

- Dilemma-øvelser er en god måde at få folk i dialog og give dem indsigt i de udfordringer, som den tværgående kommunikation på SINE kan give. Hvornår går indsatsledelsen fx over på et tildelt skadestedssæt? Hvilket skadestedssæt og talegrupper skal forsvarets SAR-helikoptere operere på? Og hvornår bruger vi KST-talegrupperne? Svarene på disse og mange flere spørgsmål skal ligge på rygraden, og det kan de kun gøre ved, at vi løbende øver kommunikationsprocedurerne,” konstaterer Kim Erik Hansen.

Tænk stort

Et af dagens budskaber er, at beredskaberne allerede i anmeldelsesfasen skal tænke i store forhold eller worst-case-scenarier, når de planlægger kommunikationen på SINE. Fx er det vigtigt at starte op med både det rigtige antal og de rette talegrupper i eget VPN. Desuden skal man have fastlagt de skadestedssæt, som den tværgående kommunikation skal foregå på. Konsekvenserne ved ikke at have nok talegrupper og skadestedssæt kan være, at man risikerer ikke at kunne komme i kontakt med de rette aktører, hvis en situation eskalerer.

Læringspunkter fra Norge

Under øvelsen bliver der flere gange refereret til terrorhændelserne i Oslo i 2011 og den efterfølgende 22. juli-rapport, der opridser en række læringspunkter fra beredskabernes indsats i Norge.

- Vi kan med fordel kigge på rapportens læringspunkter, der bl.a. fokuserer på de norske beredskabers manglende evne til at samarbejde, koordinere og tage ved lære af øvelser. Disse forhold og mange flere skal vi have i baghovedet, når vi træner vores folk, forklarer Kim Erik Hansen.

Mere forberedelse og så klar

Efter kommunikationsøvelsen skal deltagerne senere på foråret på øvelse hos Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole i Tinglev. Her skal de afprøve netskitserne i felten, og de skal diskutere taktikken, der er gældende ved et terrorramt område. Herefter skal beredskaberne sektorvist tilrette egne action-cards for taktiske og operative dispositioner samt tilhørende SINE-netskitser

- Ved efterårets fuldskalaøvelse deltager mere end 400 beredskabsaktører og 600 figuranter, og her skal personalets håndtering af såvel taktik som kommunikation evalueres, afslutter Kim Erik Hansen.