SINE klarede Ragnarok på Vestegnen

Print

CFB’s beredskabsfaglige medarbejdere (i blå veste) evaluerer beredskabernes brug af SINE under Ragnarok-øvelsen i november 2018.

Publiceret: 29.11.2018

Der var blå blink og spænding i luften, da mere end 600 beredskabsaktører en tåget aften i november deltog i den stort anlagte terrorøvelse, Ragnarok, som fandt sted ved indkøbscenteret City2 i Høje Tåstrup på Københavns Vestegn. Her fik politi, brandvæsen, sundhedsberedskab mv. mulighed for at træne deres samarbejde og kommunikation på radionettet SINE i en øvelsessituation, der bl.a. omfattede gidseltagning, brandslukning, redning af skud-kvæstede personer og eksplosioner.

Grundig forberedelse

Beredskaberne i Københavns Vestegns Politikreds var forud for øvelsen blevet briefet om øvelsen og havde haft mulighed for at gøre sig overvejelser om deres roller og opgaver i en terrorsituation. I den forbindelse blev beredskaberne undervist i forståelsen af netskitser over kommunikationen på SINE.

- Vi vælger at forberede vores folk for at give dem så meget viden og læring med i bagagen som muligt. Forberedelsen er sket på tværs af beredskabsmyndighederne, og vi oplever, at det giver tryghed og styrke i det kaos, som et terrorlignende hændelse efterlader os i, fortæller vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen, der er leder at patruljetjenesten hos Københavns Vestegns Politi og planlægger af Ragnarok-øvelsen.

Godt styr på kommunikationen

Et scenarie med mange døde, sårede og anholdte giver travlhed hos beredskaberne, hvor særligt indsatsledelsen og vagtcentralerne er under stort pres i deres arbejde med at koordinere de mange taktiske enheder og uddelegere opgaver over SINE-radioen.

- Vores kommunikation på SINE fungerede efter planen, og det er meget tilfredsstillende at erfare, at de procedurer, som vi underviser vores folk i, rent faktisk står deres prøve under en så stor hændelse som Ragnarok, fortæller Kim Erik Hansen.

Travlhed på SINE-masterne

Ragnarok-øvelsen blev skudt i gang via en 112-melding kort efter kl. 20, og først et godt stykke efter midnat sluttede øvelsen. Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation (CFB) har foretaget målinger af radionettet, der bl.a. viser, at der under Ragnarok-øvelsen blev registreret kommunikation på mere end 170 talegrupper (kanaler i SINE) samtidigt.

- Målingerne vidner om ekstrem travlhed hos beredskaberne, hvor vi i en meget presset situation fik afprøvet procedurerne for kommunikationen i SINE-radioerne. Vi er blevet bekræftet i, at SINE er et effektivt værktøj til beredskabskommunikation, og samtidig er vi blevet mindet om, at viden om og uddannelse i brugen af SINE-radioerne er afgørende for, hvordan vi håndterer store hændelser, slutter Kim Erik Hansen fra Københavns Vestegns Politi.