Ny tjeneste giver nem adgang til data fra SINE

Print

Central datatjeneste (CDT) kan fra årsskiftet hjælpe beredskaberne med at trække nyttige informationer om SINE-radioernes aktivitet

Publiceret: 01.12.2015

Beredskaberne kan snart få nem og hurtig adgang til informationer om deres radioers aktivitet på det fælles radionettet SINE. Det sker, når Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation (CFB) den 1. juli 2016 åbner for brugen af central datatjeneste (CDT).

Nyttig viden om SINE-radioerne

Den nye tjeneste er tiltænkt beredskaber, der ikke har adgang til store kontrolrumsløsninger, men som ønsker at trække informationer fra SINE-nettet. Det kan være oplysninger om fx radioernes positioner og afsendte statusbeskeder. Derudover kan beredskaberne med CDT ændre talegrupper, slukke for radioer og ændre på, hvor ofte en radio afsender positioner til vagtcentralen. 

Nem adgang

Adgang til de omhandlede data skal ske via en applikation, som beredskaberne enten selv udvikler eller køber hos en leverandør. Når dette er sket, kan beredskaberne tilgå tjenesten på tre forskellige måder:

  1. via en dedikeret E1-forbindelse
  2. via VPN (Virtual Private Network) over en almindelig internetforbindelse
  3. via en ICCS.

- Med CDT får beredskaberne en løsning, der er nem at logge på, og som imødekommer ønsket om at kunne trække informationer om radioernes aktivitet på SINE-nettet på en enkel og effektiv måde uden nødvendigvis at skulle gøre brug af kompliceret kontrolrumsudstyr, fortæller Michael Wichmann, teknisk chef i CFB.

Applikationer og simulator-værktøj

Beredskaber og leverandører, der er interesserede i at udvikle eller få udviklet en applikation til at tilgå tjenesten med, kan allerede nu modtage beskrivelser af grænsefladerne til CDT ved henvendelse til CFB. Samtidig stilles et simulator-værktøj til rådighed, som kan downloades og installeres lokalt, så udviklingen af applikationen lettes. Applikationen må først tages i brug i SINE-nettet, når den har bestået certificeringstesten hos DBK.

Ansøgning

Beredskaber, der ønsker adgang til den nye datatjeneste, skal udfylde et ansøgningsskema og returnere det til CFB, der herefter foretager en individuel vurdering af ansøgeren.

CFB vil i vurderingen lægge vægt på, om ansøgeren har en godkendt tilslutningsaftale, om der er anskaffet en certificeret applikation til at tilgå tjenesten med, samt om der er et reelt beredskabsmæssigt behov for anvendelsen.

Central datatjeneste stilles gratis til rådighed for brugerne af SINE, og ansøgningsskema mv. kan hentes via dette link

Spørgsmål til emnet kan stilles til CFB på sine@sikkerhedsnet.dk / 4515 2165.