SINE til Air Show i Skrydstrup
09.07.10
Mens fly drøner hen over hovederne på folk, kan beredskaberne stadig bruge SINE. Kun i det sekund hvor flyet passerer, er det umuligt. Foto: Skrydstrup Flyvestation
Mange beredskaber arbejder sammen, og der er nok at lave under Air Show 2010
Af Anne Pihl Rasmussen
Air Show 2010 er drønende F16-fly. 100.000 tilskuere. Og fint besøg af dronningen.
Men Air Showet er også ambulancer, bomberyddere og mange beredskaber, som arbejder sammen og taler sammen fra tidlig morgen til aften. I år taler de over SINE.
”Det radiosystem, vi ellers har lånt, viser sig at være uanvendeligt, da vi øver op til begivenheden. Det kan ikke række, og lyden er dårlig,” siger Peter Caspersen, chefsergent og chef for brand og redningstjenesten i Skrydstrup.
Trængt op i krog
En ung befalingsmand fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland foreslår ham at prøve SINE. Men Peter Caspersen har hørt, at SINE-radioer er svære at programmere, så han er skeptisk.
”Men vi er trængt op i en krog, og befalingsmanden siger, at han kan programmere radioerne for os i en frokostpause. Så siger jeg ja,” siger Peter Caspersen.
Solen skinner på selve dagen. Folk strømmer til, og beredskaberne får nok at lave.
Fem gange må ambulancer køre syge gæster på hospitalet. Der sker et forurenings-uheld med brændstof på jorden. Og et fly lander uheldigt og havarerer.
”Da er vi pressede. Vi har 17 tændte F16-fly på jorden, og hvis vi ikke rydder banen hurtigt, brænder de al deres brændstof af. Normalt er vi nødt til at forstyrre flyvelederne i tårnet med den slags, men i år får de fuldstændig ro til deres arbejde. Vi bruger SINE til at kontakte dem, der skal rydde op på banen. Det går superhurtigt,” siger han.
Sendt 20 år tilbage
Da alle fly er landet og dagen er ved at slutte, slukker folkene deres SINE-radioer og pakker dem ned.
Kort efter bliver en af de sidste gæster kørt over af en bil.
”Det er som at blive sendt 20 år tilbage i tiden. Vi kan ikke længere bruge SINE-radioerne, og vi skal have en ambulance sendt af sted, uden at den ender i en trafikprop. Vi har en rute, men vi kan ikke kommunikere med ambulancen. I stedet må vi sende motorcykler ud for at vise vej. Der er tankevækkende,” siger Peter Caspersen.
Han er til gengæld tilfreds med SINE.
”Denne gang er det held i uheld. Næste gang er det en selvfølge, at vi vælger SINE,” siger han.
Fakta:
På SINE under Air Show 2010:
• Brand og Redning Skrydstrup
• Civilindsatsleder
• Beredskabsstyrelsen Sydjylland
• To beredskaber fra Aabenraa
• Response-ambulancer og læge
• Flyvevåbnets ambulancer og læge
• Politi
• Flyvestationens bevogtning
• Bomberyddere og andre sikkerhedsfolk
• KST (Kommandostade)
• Vagtcentral for Brand og Redning
• Vagtcentral for bevogtning

Log ind
