Mere SINE-net til alle beredskaber
02.06.10
Ligesom man bruger et modem til at komme på internettet, kan man bruge en ICCS til at komme på SINE-nettet. Foto: Anker Helsing
De midlertidige løsninger bliver udvidet med ICCS’er som giver beredskaberne flere muligheder på SINE-nettet.
Af Anne Pihl Rasmussen
Fem computere og en ledning til SINE-radionettet. Sådan ser en ICCS ud, og lige nu er mange beredskaber klar til at rydde et par hylder for at få plads til sådan en direkte adgang til radionettet.
Derfor har SINE-sekretariatet nu lavet kriterier for, hvad der skal til for at få en ICCS.
Kort sagt udløser en befolkning på 150.000 mennesker en ICCS, mens alle andre beredskaber må slå sig sammen, til de også når op på 150.000 mennesker.
”Vi har brug for en ICCS, fordi den giver os mulighed for at bruge SINE-nettet til meget mere. Vi kan sende statusmeldinger og positioner, og vi kan flytte rundt på talegrupper. Det ser vi frem til,” siger Lars Hviid, beredskabschef i Århus Kommune.
Og med 306.650 mennesker i kommunen er Århus Brandvæsen sikret en ICCS. Men i Næstved ville viceberedskabsinspektør Thomas Halskov også meget gerne have haft en ICCS, men den får han ikke. I hvert fald ikke alene:
”Det er ærgerligt, men jeg kan godt se fornuften i kriterierne. I forvejen har vi et samarbejde med Fakse, men det er ikke helt nok til, at vi når op på 150.000. Så vi må høre, om nogle af nabokommunerne vil samarbejde med os. Det er det mest oplagte,” siger Thomas Halskov.
I SINE-sekretariatet forstår projektchef Lars Bo Kjær frustrationen. Han fortæller, at fordelingen dybest set handler om kroner og ører.
”Jeg vil meget gerne have, at alle bruge radionettet mest muligt. Derfor er det nødvendigt at udvide de midlertidige løsninger til ICCS’er. Samtidig rækker sekretariatets budget ikke til, at alle beredskaber får deres egen ICCS, så vi har været nødt til at sætte nogle kriterier op. Men jeg håber, at alle beredskaber vil bruge muligheden for at slå sig sammen og dermed få deres andel i en ICCS,” siger han.
Fakta:
ICCS
- betyder en mere stabil forbindelse til radionettet end en forbindelsen gennem luften
- skal bruges, hvis man skal sende mange informationer gennem radionettet
- giver mulighed for at tale fra et kontrolrum og til flere grupper på én gang
- giver mulighed for at sætte forskellige talegrupper sammen i en talegruppe
- står for Integrated Command and Control System.

Log ind
